Praktisk information

Praktisk information

Patientstuerne

Stuerne er indrettet med plejeseng, sengebord, hvilestol, sovesofa og et lille arbejdsbord/spisebord. Man er meget velkommen til at medbringe sin yndlingsstol, billeder, fotografier og andet, som er med til at gøre stuen mere hjemmelig og personlig. Til hver stue hører et rummeligt badeværelse og en sydvendt terrasse der vender mod parken og skoven.

Der er musikanlæg og TV på stuerne og det er muligt at få transmitteret f.eks. musikarrangementer og gudstjenester fra dagligstuen.

Måltider

Vi tror på, at de daglige rutiner og fællesskaber skaber forudsigelighed og tryghed – herunder måltiderne, der har en særlig betydning på Gudenå Hospice, hvor mange spiser med.  Mange patienter og pårørende vælger at spise i spisestuen sammen med personale og frivillige – også selv om sygdom måske gør, at man mest ”spiser med øjnene” og i øvrigt glæder sig over fællesskabet. Måltiderne fungerer ofte som et lille frikvarter, hvor man hygger sig sammen om et godt måltid og taler om dagligdags ting. Man er meget velkommen til at invitere gæster til måltiderne, blot det bestilles inden kl. 10 om formiddagen.

Hvis man ønsker at spise i mere private rammer, kan man få maden serveret på sin egen stue eller i en af de mindre stuer. Hvis pårørende gerne vil tage en yndlingsret med hjemmefra, kan den anrettes i det lille anretter køkken, hvor man også kan lave kaffe og te.

Der er følgende spisetider i spisestuen:

  • Morgenbuffet kl. 8 – 9.30
  • Middagsbuffet kl. 12 – 13
  • Aftenbuffet kl. 18 – 19

Herudover har patienterne mulighed for at få serveret ønskekost i løbet af døgnet.

Pårørende og gæster

Hospice er et tilbud både til patient og pårørende. Mange pårørende vælger at være hos den syge under hele indlæggelsen og sover enten på stuen eller på et af gæsteværelserne. Overnatning på gæsteværelse med dobbeltseng, eget bad og linned koster 100 kr. i døgnet. Pårørende kan desuden spise med ved alle måltider og det koster 20 kr. for morgenmad, 50 kr. for frokost og 50 kr. for aftensmad. Tilmeldinger til frokost og aftensmad er senest kl. 10 om formiddagen af hensyn til køkkenet. Mange patienter og pårørende benytter sig af muligheden for at invitere gæster til måltiderne, for på den måde at skabe en hyggelig stund med gode venner omkring maden.

Børn og unge gæster hospice som pårørende til bedsteforældre, forældre eller andre nærtstående. For at skabe bedst mulige rammer for børn og unge er der indrettet et hyggeligt legerum, udendørs legeplads og flere uformelle hyggekroge, hvor der er rart at være.  Da et hospice ikke er et stille hus men et hus med liv, må børn meget gerne både kunne ses og høres!

Det tværfaglige personale står til rådighed for de børn og unge der måtte have brug for støtte til at være i de tanker og følelser der naturligt opstår, når man konfronteres med sorg og afsked i en ung alder.

Internet

Der er trådløst internetadgang overalt i huset.

Rygning

Patienter må som udgangspunkt og i begrænset omfang ryge på egen terrasse, under hensyntagen til øvrige patienter og pårørende. Det kan betyde, at rygningen på terrassen må begrænses om sommeren, hvor terrassedørene er åbne og hvor medpatienter opholder sig på naboterrasser. For pårørende er det muligt at ryge på en overdækket terrasse beliggende i afstand til øvrige udendørs ophold.

© Copyright 2016 - 2017 Gudenå Hospice - Sygehusvej 18 - 8740 Brædstrup - Tlf 76296666 - Fax 76296699 - kontakt@gudenaahospice.dk