Støtteforeningen støtter

Artiklen er skrevet af Kirsten Ørom Larsen, hospicechef.

Støtteforeningen spiller en helt central rolle for Gudenå Hospice. Havde der ikke været en meget aktiv støtteforening fra begyndelsen af, havde der slet ikke været et Gudenå Hospice i dag!

Selv om Gudenå Hospice nu er veletableret og økonomien omkring hospice er velfungerende, gør det alligevel en stor forskel med den økonomiske støtte, som hospice modtager fra Støtteforeningen hvert år.

I følgende lille skriv vil jeg gerne benytte lejligheden til at fortælle om hvad midlerne fra Støtteforeningen blev brugt til i 2018 og samtidig takke Jer, Støtteforeningens medlemmer, for den store forskel I gør for patienter og pårørende her på Gudenå Hospice.

“Kelvin”-stol
Allerede for godt 2 år siden havde vi en speciel kørestol på prøve, ”Kelvin”-stolen. Da vi havde den på prøve var den i brug i hele prøveperioden og alle var enige om, at sådan en stol stod meget højt på vores ønskeliste. Problemet med den var dog prisen, for den kostede 60.000 kr., selv efter vores fysioterapeuter i bedste ”jysk-stil”, havde handlet den adskillelige tusinde kroner ned. Vi måtte derfor vælge stolen fra i første omgang, men med midler fra Støtteforeningen er stolen nu indkøbt og i brug.

Kelvin stolen er en specialdesignet komfortstol, der giver en fantastisk støtte fra isse til hæl. Den er fyldt med krøyerkugler som en sækkestol, så det er muligt at lejre og tilpasse støtten individuelt. Den har lange arme, der kan lægges ind foran kroppen og omslutte patienten, hvilket øger komfort og giver tryghed.

Stolen er velegnet til smertepatienter, personer med knoglekræft, samt hjerneskadede patienter, som har brug for at mærke noget tæt omkring kroppen. Stolen giver mulighed for at de af vore patienter, der er så dårlige at de har det bedst liggende, alligevel kan komme lidt ud af stuen.

Pizzaovn
Som mange af jer måske har hørt, har Helle og Jens i køkkenet en passion for bagning!  Brødopskrifterne er udviklet og forfinet igennem tiden, melsorter er afprøvet og senest er der indkøbt en lille melkværn, så melet nu males i køkkenet. Jens og Helle havde længe ønsket en professionel specialovn med lavasten til at bage deres lækre økologiske brød. De bager dagligt og det kan være lidt af et puslespil at få til at gå op, når der bages brød og laves mad på samme tid.  Med den nye pizzaovn er det nu også muligt at bage lækre økologiske pizzaer, noget der nok skal blive til glæde for mange, for pizza er en meget populær ret her i huset.

Grill
Den udendørs grill, som blev indkøbt for snart 4 år siden er ikke længere hvad den har været. Den er brugt flittigt gennem årene og den er muligvis også lidt medtaget efter der gik ild i den, da Jens på et tidspunkt grillede en Porchetta i den… noget vi ellers ikke taler så meget om, da Jens ikke kan se det sjove i at vi bliver ved med at nævne episoden… Men hvor om alting er; med Støtteforeningens hjælp er der nu råd til en ny gasgrill til terrassen, som nok skal skabe udendørs hygge og sommerstemning de kommende år.

Støtte til frivilligheden
De frivillige på Gudenå Hospice gør hver dag en kæmpe forskel. De sørger for aktiviteter i form af musik, torsdagsbar, fejring af højtider, hygge omkring måltiderne og et væld af andre opgaver. Uden de frivillige ville det slet ikke være det samme! For at rekruttere og fastholde frivillige, skal der også nogle midler til og for de ca. 60 frivillige på Gudenå Hospice handler det om et beløb i størrelsesordenen 350.000 kr. årligt. Udgifterne er til at dække kørsel, undervisning og kurser, sommerudflugt, vinterfest og løn til frivilligkoordinatoren. Støtteforeningen har i 2018 doneret 100.000 kr. til støtte til frivilligheden og det giver utrolig god mening, at netop Støtteforeningen bakker op om frivilligheden, da både de frivillige og Støtteforeningen repræsenterer den folkelige opbakning der er til Gudenå Hospice.

Støtte til musikterapi
De seneste knap 3 år har musikterapeut Lene Madsen været ansat en dag om ugen og en del af hendes løn har Støtteforeningen bidraget til. Lene bidrager til den tværfaglige opgave med sin musik og sang, hvor hun bl.a. bruger musikken til at lindre angst og smerter, samt til at hjælpe patienter og pårørende med at sætte ord på alt det, som kan være svært at sige på anden vis. Med de to ekstra sengepladser fra 2018 er økonomien for Gudenå Hospice blevet noget bedre og det betyder bl.a. at musikterapeutens løn fra 2019 nu er på driftsbudgettet.

Støtte til bibliotek
Der er nu etableret et lille bibliotek i dagligstuen som drives af frivillige og Støtteforeningen har i 2018 doneret 5000 kr. til indkøb af nogle gode bøger i et bredt udvalg, som kan tjene til adspredelse for de pårørende.

Undervisning i akupunktur
Der har i 2018 været afholdt undervisning i akupunktur for sygeplejersker og fysioterapeuter på Gudenå Hospice og udgifterne til undervisningen blev i 2017 bevilget af Støtteforeningen.  Akupunktur kan være et fint supplement til at supplere den medikamentelle behandling af smerter, kvalme, angst og andre plagsomme symptomer når man er alvorligt syg. Det er overlæge Karen Malle fra Enhed For Lindrende behandling ved Hospitalsenheden Horsens, der har undervist medarbejderne i akupunktur.

Som I måske kan forstå, gør midlerne fra Støtteforeningen en kæmpe forskel på Gudenå Hospice, til glæde, lindring og støtte for patienter og pårørende hver dag.

TAK til Jer alle, der bidrager til Støtteforeningen – ikke blot tak for den økonomiske støtte, men i høj grad også tak for den store folkelige opbakning som I gennem Jeres medlemskab udtrykker til Gudenå Hospice.