Generalforsamling mandag den 4. april 2022
Den 4. april 2022 kl. 19.00 afholder vi vores årlige generalforsamling på Hotel Pejsegården, Brædstrup.
Så er det atter blevet tid til den årlige generalforsamling. Det er her vores medlemmer har mulighed for at komme og høre, hvad der er sket i det forgangne år. Det er ligeledes her, regnskabet fremlægges og budgettet for det kommende år præsenteres.
Dagsordenen til generalforsamlingen jvf. foreningens vedtæger:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning for det afsluttede driftsår. Beretningen kan suppleres med eventuelle udvalgsberetninger.
- Årsrapport for det afsluttede driftsår forelægges til godkendelse. Årsrapporten kan ses her.
- Budget for indeværende driftsår fremlægges.
- Kontingent for næstfølgende driftsår forelægges til godkendelse.
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelse.
- Valg af 2 suppleanter.
- Valg af revisor.
- Eventuelt.
Under punkt 6 “Indkomne forslag” ønsker bestyrelsen at få behandlet nogle ændringer til vedtægterne. Disse ændringer blev behandlet på sidste års generalforsamling den 14. september 2021.
Vedtægtsændringer kan kun besluttes ved, at 2/3 af medlemmerne stemmer for på én generalforsamling. Eller at to på hinanden følgende generalforsamlinger vedtager ændringerne med 2/3 flertal.
Derfor ønsker bestyrelsen nu vedtægtsændringerne behandlet for anden gang på denne generalforsamling. Da den seneste generalforsamling blev afviklet i september måned 2021, har bestyrelsen skønnet, at det var acceptabelt af have 2. behandling af vedtægtsændringerne på dagsordenen til næstkommende generalforsamling den 4. april 2022.
Ændringerne går primært på, hvordan generalforsamlinger indvarsles og på tidsfrister for at aflevere forslag til emner, der skal behandles på generalforsamlingen. De ændringer, der blev behandlet på sidste generalforsamling, og der nu skal behandles for anden gang, kan ses her.
Efter generalforsamlingen har vi været så heldige at få besøg af Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen. Det er en udsøgt fornøjelse at få besøg af en politiker, der har så stor erfaring på national, skandinavisk og europæisk politik.
Henrik Dam Kristensen vil fortælle om Christiansborg som arbejdsplads og forhåbentlig bringe nogle af de mange anekdoter, der er omkring livet og arbejdet på “Borgen”.


