En Messe for Krop, Lyd & Landskab
Et bevægelses- og lydværk til Hospice Gudenå
Af koreograf Naya Moll
Lørdage d. 17. august, d. 31. august og lørdag d. 14. september vil patienter og pårørende kunne opleve Hospice Gudenås landskab akkompagneret af dans og lyd. Værket er skabt specielt til Hospice Gudenås omgivelser.
Værket kan opleves i parken udenfor hospicestuernes terrasser, og er en midlertidig installation af lyd og bevægelse i landskabet. Det er tænkt som en aktivering af landskabet – en messe af dans, lyd og landskab.
Alle vil få udleveret trådløse hovedtelefoner, som man kan tage på for også at opleve lydsiden af værket. Der vil også være et brev sammen med hovedtelefonerne, som vil introducere dig til værket. Man kan vælge at høre hele lydværket, eller at tage hovedtelefonerne af og på som man lyster. Man kan også vælge at se på landskabet og dansen i stilhed. Man er velkommen til at se og høre med, i det omfang der føles bedst.
En Messe for Krop, Lyd & Landskab inviterer publikum til at lade sanserne dvæle ved landskabets, dansernes og musikkens bevægelser. Det er en meditation over vinden, græsset, træerne, og kroppenes bevægelser i dette landskab. Værket ønsker at være et sted hvor øjet kan finde hvile, et rum for meditativ refleksion.
En Messe for Krop, Lyd & Landskab er inspireret af Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen. Koreografien og kompositionen er inspireret af digtsamlingens cykliske og gentagende form.
En Messe for Krop, Lyd & Landskab er et projekt, der gennem kunst søger en synergi mellem naturen og det medmenneskelige.
Værket er en gave til Hospice Gudenås indlagte, deres pårørende og Hospice Gudenås frivillige og personale.
Værket er desuden offentligt tilgængeligt for et begrænset antal publikum. Det er gratis at opleve værket, men kræver tilmelding. For tilmelding, skriv til frivilligkoordinator på Hospice Gudenå, Eike Farmann Nielsen: eifn@gudenaahospice.dk
Tidspunkt og dato for opførelser:
Lørdag 17. august kl. 16
Lørdag 31. august kl. 16
Lørdag 14. september kl. 16
Varighed: 1 time
Kunstnerisk hold, En Messe for Krop, Lyd & Landskab:
Koncept og koreografi: Naya Moll
Dans og koreografi: Karin Bergman, Marlene Bonnesen, Amalia Kasakove, Anna Lea Ourø & Katrien Van der Velden
Musikkomposition: Karis Zidore
Kostumer: Lise Marie Birch & Tytti Hongisto
Projektet er støttet af: Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, William Demant Fonden, Velliv Foreningen, Ernst B. Sunds Fonden og Dansk Skuespillerforbunds Projektstøtteudvalg.